Rasmus Prehn, MF (S)

Brandene er slukket rundt om i Århus og København. Det samme er kameraerne. Men så nemt er det ikke: Bare fordi urolighederne ikke længere finder vej til medierne, er der ingen undskyldning for ikke at tale om problemets kerne. Integrationen, der har spillet fallit i Danmark. Nu handler det om at starte på en frisk og skabe integration, der virker.

Noget af det, vi virkelig satser på i Socialdemokraternes store integrationsreform, er børnene. Det afgøres nemlig uhyggeligt tidligt, om et barn med indvandrerbaggrund får en plads i det danske samfund eller ej. I begyndelsen har børnene jo viljen og lysten til at være danske. Og det er et svigt af kaliber, at vi lader børn, der gerne vil være danske, vokse op og blive til unge, der kaster med sten efter ordensmagten. Unge, der definerer sig selv som modstandere af alt, der er dansk.

Mange indvandrerbørn vokser op i hjem, der hverken kan eller vil støtte drømmen om et velintegreret liv i Danmark. Hjem, hvor det vil være en katastrofe at komme hjem med en dansk kæreste. Hjem, hvor danske normer og kultur modarbejdes. Og hvor man med hård hånd forhindrer de unges frigørelse fra normer, der slet, slet ikke hører hjemme i et moderne dansk samfund.

Vi har alt for længe været berøringsangste over for at banke på døren til disse indvandrerfamilier. Men kulturforskelle kan aldrig undskylde omsorgssvigt. Vi skal langt tidligere være klar til at gribe ind og fjerne børn, der lider under omsorgssvigt. Og vi skal blande os hos de familier, der har brug for hjælp og støtte. Også selvom de måske ikke selv ønsker det. Vores krav til de familier er, at børnene skal gå i vuggestue eller børnehave.   

Vi får brug for børnene i fremtidens Danmark. Mange af dem har brug for os her og nu. Børn er per definition muligheder. Vi må ikke svigte disse børn og dermed muligheden for at gøre dem til integrerede og velfungerende borgere i det danske samfund. Vi er klar til at starte forfra med integrationen i Danmark.

Venstres seneste udmelding om kommunernes økonomi, hvor man ikke vil straffe kommunerne for skattestigninger i år, men i stedet vil tage det op i næste års budgetforhandlinger, er ren valgtaktik, det gør jo ikke nogen forskel for borgerne, om der bliver skåret ned i år eller næste år. Jeg har selv lagt meget pres på både finansministeren og indenrigsministeren i sagen om kommunernes trængte økonomi, hvor mange nordjyske kommuner har været nødt til at hæve skatten. Nu skal borgerne hænge i uvished et år før regeringen sætter ind med sin straffeaktion, det er simpelthen ikke rimeligt. Det eneste rigtige er at erkende, at den politik regeringen har ført overfor kommunerne presser dem alt for hårdt økonomisk og fuldstændigt droppe nedskæringerne.

Når du betaler din skat, betaler du samtidigt for Det Konservative Folkepartis partipolitiske propaganda. Hvad end du har stemt konservativt eller har sympati for partiet ej, så har flere af landets konservative ministrere besluttet sig for, at du og alle andre danskere skal bidrage økonomisk til deres partipolitiske propaganda og tilsværtning af andre politiske partier i det danske Folketing. Det lyder grotesk. Ja, direkte skræmmende og som forholdene i en afrikansk diktaturstat eller i hvert fald som i Putins Rusland eller som Italien under Berlusconi. Men nej, det er her i gode gamle Danmark, disse udemokratiske forhold forekommer.

Regeringen har i flere år benyttet dine og mine penge i statskassen til at finansiere en fordobling af de statsansatte spindoktorer, som alene arbejder for at fremme regeringens og ministerens holdninger. Det betyder konkret, at der i dag stort set er flere politiske spindoktorer, der arbejder med at fremme regeringens politik end der er journalister i øvrigt på Christiansborg.

Regeringen har i flere år benyttet statsministerens residens, Marienborg, nord for København til at afholde det ene partipolitiske arrangement efter det andet og til at takke de mange sponsorer, der spytter i kassen til Statsministerens og Venstres valgkamp. Alt sammen delvist finansieret over din og min skattebillet.

Statsministeren har egenhændigt forsøgt sig med en særlig ”stræber- og fedterøvsmiddag” på Marienborg for alle de journalister, der er regeringen venligt stemt. Middagen måtte dog aflyses, da det blev afsløret, at statsministeren (i øvrigt også pressens minister) var godt i gang med på den måde at betale sig til god presseomtale med dine om mine penge.

Senest er landets konservative ministre gået voldsomt til den for dine og mine penge. Kulturminister Brian Mikkelsen har forsøgt sig med at invitere til eksklusive møder rundt om i hans egen valgkreds og indrykket store dyre annoncer i de lokaler medier i hans egen valgkreds – alt sammen betalt af dine og mine skattepenge.

Også landets konservative miljøminister, Connie Hedegaard, har givet den gas for dine og mine penge. På den ellers udmærkede hjemmeside: www.1tonmindre.dk , der reklamerer for, at vi alle skal bruge mindre energi for at bringe CO2 afgiften ned, lancerer Connie Hedegaard den ene partipolitiske holdning efter den anden - ligesom ministeren benytter siden til at skrive kritisk om fx Socialisktisk Folkeparti, som hun beskylder for at have en forfejlet klimapolitik. Der annonceres endda kraftigt for denne hjemmeside i medierne. Alt sammen en annoncering, der beløber sig til et størremillionbeløb, som altså du og jeg skal betale.

Jeg spørger bare: Hvorfor skal du og jeg tvinges af regeringen til at betale for reklame for regeringspartierne og for tilsmudsning af regerings politiske modstandere? Det er dybt, dybt udemokratisk og udtryk for et magtmisbrug, hvor regeringen ikke længere evner at skelne imellem dem selv og hele det offentlige apparat.

Landets nye Socialminister har været vidt omkring i det politiske landskab. Karen Jespersen startede sin politiske løbebane hos venstresocialisterne, der støttede Maos Kina. Senere forsøgte Karen Jespersen sig som fredelig og miljøvenlig SFer - men der var aldrig rigtig gevinst i form af lukrative poster og karriere. Så var det langt bedre hos Socialdemokratiet, der kunne levere både magt og ministerposter.

Her blev det, i første omgang, til en opstilling på Amager, hvor min farmoder fik besøg af hende i opgangen på Sirgræsvej og troligt stemte på hende ved de mange efterfølgende valg. Senere blev det også til de eftertragtede poster som både social- og indenrigsminister. Hun blev populær i befolkningen ved at tale de svagestes sag og sige fra over for Venstre og Fogh Rasmussens kolde og usolidariske nyliberalisme.

Men da socialdemokratiet mistede regeringsmagten og Karen dermed sin ministertaburet gik glansen lidt af Karens sociale indignation og dermed gassen af Jespersens indre socialdemokrat.. Med en attitude som en falleret rockstjerne tog Karen Jespersen sit gode tøj og smækkede med døren. Ikke om hun gad være socialdemokrat på de vilkår.

Men magtens sødme må have rykket i Karen, og selvom flere måske havde gættet på, at Karen, med den øde ø, ville melde sig ind hos Pia Kjærsgaards folkepartister, valgte hun i stedet at gå direkte efter statsministerpartiet, Venstre. Det ville jo også være ærgerligt at gå glip af en ministerpost, fordi man har meldt sig ind det forkerte parti.

Karen Jespersen parti-shopping er måske ikke så overraskende, men at hun nu stiller sig op som forsvarer af regeringens asociale politik er for mig det virkeligt rystende.

For mens Karen Jespersens nye parti har været ved magten, er der kommet ikke mindre end 45.000 flere fattige mennesker i Danmark. Heraf hele 14.000 flere børn. Dertil kommer, at antallet af personer, der sættes ud af deres lejlighed, fordi de simpelthen ikke har penge til huslejen, er steget med 40 procent siden Fogh blev Statsminister.

Da Ny Alliance i foråret så dagens lys, var vi mange der sympatiserede med partiets, dengang eneste politiske sag - at holde Pia Kjærsgaard og resten af hendes bande fra magten. Der blev dog hurtigt forvirring om partiets varemærke.  

Sagen var nemlig den at Khaders alliance ville have Anders Fogh som statsminister, hvilket alle meningsmålinger og politiske eksperter, kunne fastslå var umuligt uden at tage Pia K. med i ministerbilen. Hvad siger man så når man er Naser Khader? Khaders løsning blev et listigt tilbagetog, nu drejede det ikke længere om at holde Pia-nisterne fra magten, men om at begrænse deres indflydelse og man kunne sagtens arbejde sammen med Dansk Folkeparti.

Ræsonnementet hos Khader og Co., synes at være, at det var vigtigere at holde Anders Fogh ved magten end at komme af med Pia K. - og så kunne man jo blive nød til at sluge en enkelt kamel. Onsdag formiddag dukkede der imidlertid endnu en kamel op på Khaders middagsbord, nemlig den nybagte minister og venstrekvinde Karen Jespersen. Jespersen,  der jo i halvfemserne reddede sig tilnavnet Ø-Karen fordi, hun resolut meldte ud, at indvandrere under mistanke for kriminalitet skulle forvises til en øde ø, det før de var dømt vel at mærke.  

Den daværende socialdemokrat startede dengang sin rejse mod det yderste højre i dansk politik, og man kan da godt spekulere på om Karen Jespersen ikke er stået af en gang for tidligt, men burde have fortsat hele vejen, og meldt sig under Pias faner. Hende skal Naser og hans parti-pionerer altså også arbejde sammen med (udover Pia). Men Khader synes at være indstillet på samarbejde og vi andre kan jo kun glæde os til at se, hvordan de sammen skal lave integrationspolitik og mange andre ting.

Naser Khader kunne jo passende starte med at invitere både Pia K. og Karen ”Ø” Jespersen til en kop kaffe og et stykke kransekage, så de sammen kan fejre, at de tre om nogen skal holde Fogh ved magten. 

Man kan næsten fristes til at sige at Khader, Pia K. og Ø-Karen er den virkelige ”nye alliance” i dansk politik.

Efter lang ventetid, hvor det har knebet usædvanlig meget for Ny Alliance at forklare, hvor de 52 milliarder kroner, som de i første omgang havde lovet ud i skattelettelser, skulle findes, har alliancen nu offentliggjort sin endelige skatteplan.  

Nu er det ikke længere 52 milliarder kroner, der skal spares i velfærdssamfundet, men hele 73,4 milliarder kroner, der skal skæres væk, hvis det står til Ny Alliance. Bort set fra, at alliancen stort set vil afvikle efterlønsordningen har de stadig ikke mange bud på, hvor de fantastisk mange milliarder kroner skal findes - eller hvilke velfærdsgoder, danskerne skal vinke farvel til, hvis alliancen får held til at få gennemføre sin politik.  

Men at finde hele 73,4 milliarder kroner i velfærdssamfundets husholdningskasse hvert eneste år bliver uden tvivl en voldsom opgave. Det bliver hele velfærdssamfundet, der skal rundbarberes. Der bliver halvt så mange pædagoger i daginstitutionerne, langt færre timer til eleverne i skolerne, hele universiteter og mange seminarier må lukke, den kollektive trafik reduceres betydeligt, syge må ligge på gangene - og skal de ældre i bad, må deres pårørende selv komme og bade dem.  

Ny Alliances forslag vil forvandle Danmark fra en Socialstat til en Minimalstat. Og man kommer uundgåeligt til at tænke på Anders Foghs gamle bog af samme navn og på firserliberalisternes nedladende og afstumpede beskrivelse af danskerne som velfærdsnarkomaner. Intet under, at den liberalistiske tænketank CEPOS jubler over, at skatteforslaget vil betyde en lavere marginalskat end i fx. Storbritannien. Sandheden er, at selv neoliberalisternes ukronede dronning, Storbritanniens tidligere premierminister, Margaret Thatcher, vil fremstå som velfærdsnarkoman i sammenligning med Anders Samuelsen og Ny Alliances anti-velfærdspolitik.  

Da det i 2002 kom frem, at Anders Fogh og regeringen brugte hele 18 millioner kr. om året på særlige presserådgivere eller spindoktorer, som de også kaldes, blev det opfattet som sensationelt og mere end på kanten af det rimelige – ja ligefrem udemokratisk. Nu bruger Anders Fogh og regeringen hele 30 millioner kroner om året af skatteydernes penge til at købe sig hjælp i pressehåndteringen. I alt har regeringen 60 spindoktorer ansat – betalt af dig, mig og resten af den danske befolkning. De ansatte spindoktorer har alene til formål at sikre regeringspartierne og ministrene bedst mulig og dermed positiv omtale i pressen.  

Til sammenligning har partierne uden for regeringen typisk 2-3 medarbejdere, der skal hjælpe med at håndtere pressen – og de finansieres ikke som regeringens af statskassen, men af partiernes egne slunkne kasser.  

At man i et travlt ministerium har ansat pressemedarbejdere til at hjælpe ministeriet med at formidle det svært tilgængelige lovstof ud til medierne er efter min mening legitimt nok. Men når der er tale om hele 60 regulære spindoktorer, der alene skal agere politisk i pressehåndteringen, er regeringen ude på et helt urimeligt overdrev. Ud fra en demokratisk betragtning, kan det aldrig være rimeligt, at Anders Fogh og regeringen bruger skatteydernes penge til at tviste pressen til fordel for egne politiske meninger og til at føre en politisk kampagne, der kan sikre ham og regeringen genvalg.  

Anders Fogh har beskyldt tidligere regeringer for at lade politiske interesser smelte sammen med statsapparatet. Men hvad er det lige, at statsministeren selv har gang i her? Efter min mening er det en helt uhørt omgang med skatteydernes penge. Det er udemokratisk, og det bør stoppes! 

Onsdag var store flyttedag på Christiansborg. Den seneste ballade i Dansk Folkeparti, der har medført, at foreløbig to tidligere DFére er blevet løsgængere, samt dannelsen af den NY Alliance får nu konkrete konsekvenser på Christiansborg.  Ikke alene skal der flyttes rundt på pladserne i folketingssalen, så tidligere og nuværende folkepartister ikke skal sidde lårene af hinanden - også kontorerne bliver byttet om i dag.  Louise Frevert, der i tydelige vendinger har udtrykt sin foragt for Pia Kjærsgaard, har ønsket fremover at komme så langt væk fra Pia Kjærsgaard, som overhovedet muligt. Allerede onsdag morgen var folketingets dygtige og hurtige medarbejdere i gang og inden frokost var en socialdemokratisk medarbejder flyttet væk fra sit kontor. I stedet blev Louise Frevert installeret i kontoret på folketingets ridebane med alle sine møbler, billeder mm.  

Freverts nye Christiansborg-nabo bliver socialdemokraternes
Rasmus Prehn, der er valgt i Nordjylland. “Jeg har allerede været inde og banke på for at hilse på og byde på kaffe, men hun lukkede ikke op” udtaler
Rasmus Prehn (S) og fortsætter, jeg tror Louise Frevert kan sætte lidt fut i kontormiljøet hernede, og jeg lover at være bedre til at smile og hilse på gangen end jeg forstår, at Pia Kjærsgaard har været. Til gengæld håber jeg, at Louise Frevert giver lidt træning i mavedans inden næste julefrokost. Politisk er det nok ikke så meget, vi har at sige hinanden.”

Efter halvandet års socialdemokratisk pres er DSBs wildcard-ordning nu sikret for de studerende i Danmark. I dag faldt de sidste brikker på plads i en aftale med regeringen. DSB’s Wildcardordning kommer nu også til at gælde studerende. Dermed har halvandet års socialdemokratisk pres virket.

Det er fantastisk, at de studerende ikke skal vente længe, før rabatten træder i kraft. Ordningen træder allerede i kraft 1. juli i år, så alle studerende allerede i næste studieår kan drage fordel af Wildcard-ordningen. Vi er meget tilfredse med, at regeringen endelig har givet efter for vores pres. Vi har haft et konkret forslag liggende i halvandet år, og nu er det hele endelig faldet på plads. Aftalen betyder, at studerende på SU nu bliver omfattet af Wildcard-ordningen.

Wildcardordningen er en rabatordning for togrejsende, som indtil nu udelukkende har været for unge under 26 år, men Socialdemokraterne har lagt vægt på, at studerende på SU også skal have adgang til ordningen.

  
Aftalens hovedpunkter er:

·                                               Alle unge mellem 16 og 26 år samt SU-berettigede studerende omfattes af ordningen

·                                               25 % rabat fredag og søndag

·                                               50 % rabat mandag - torsdag og lørdag

·                                               Rabat på rejser, hvor DSB har takstkompetencen

Ved det seneste præsidentvalg i USA gjorde journalisterne et stort nummer ud af at belyse Demokraternes kandidat, John Kerry’s, såkaldte ”track record”. De beskrev, hvordan John Kerry den ene gang efter den anden i sin politiske karriere, havde skiftet fra den ene holdning til den anden, fordi det var mere belejligt og opportunt rent politisk. Resultatet var, at John Kerry blev udråbt som en ”flip-flopper” – altså hvad vi på dansk ville kalde en politisk vejrhane eller vendekåbe. Gjorde danske journalister sig samme ulejlighed i Danmark, ville de hurtigt komme frem til, at landets statsminister, Anders Fogh Rasmussen, er historiens største flip-flopper; en vejr-hane og vendekåbe af historiske dimensioner.

I Anne Sofie Kraghs udmærkede ”Historien om en statsminister” læser vi historien om VU formanden ”Røde Anders”, der i de flippede 70ere introducerede rundkredsmøder i VU og talte for en større og stærkere velfærdsstat. Da Anders Fogh i 1980erne blev næstformand i Venstre under den midtersøgende og moderate Uffe Ellemann, udviklede han sig til superliberalisten, der ville afskaffe velfærdssamfundet og afløse det med en såkaldt minimalstat, hvor alle skulle leve frit og uhæmmet af fællesskabet, som Robinson Crusso på den øde ø, som Fogh selv skrev i den berygtede bog fra Socialstat til Minimalstat. Straks statsministerposten var i sigte, ændrede Anders Fogh igen kurs. Nu skulle der værnes om velfærden og den før så internationalt engagerede venstrenæstformand indskibende sig i en nationalistisk romance med Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti. Anders Fogh Rasmussen er altså parat til at mene, hvad som helst – så længe han tror på, det kan betale sig. Lad mig nævne følgende eksempler:

Rundkredspædagogikken, som Fogh egenhændigt introducerede på VU’s møder i de glade 70ere med pagehår og fløjlsbukser, var ifølge statsminister Foghs åbningstale for få år siden direkte ødelæggende for undervisningen i folkeskolen. Da han i 2005 selv besøgte en folkeskole for at symbolisere bløde værdier, jordnærhed og mindre arrogance forgik det – ja, i rundkreds.  

De voldsomme klimaforandringer, syntes Anders Fogh i lang tid var det rene vrøvl. Og vedvarende energi var kun for flipperne fra Tvind, hvis det stod til Fogh og Venstre. Derfor var det første den Foghske regering gjorde, da den trådte til i 2001 at stoppe stort set alle de klima og vedvarende energi initiativer, som var igangsat under den tidligere socialdemokratiske regering. Og ikke nok med det: Anders Fogh ansatte også en korsfarer ved navn Bjørn Lomborg, der på statens regning – i øvrigt også den dag i dag – turnerer land og rige rundt for at fortælle, hvor ubetydelig og ligegyldig klimatruslen er. Hvis det virkeligt bliver et problem, bør vi bare bygge nogle højere diger, som Lomborg siger. Men det forhindrede ikke Anders Fogh i at skifte holdning lige så snart muligheden for at få det internationale klimatopmøde til København opstod. Nu var Anders Fogh sammen med miljøminister Connie Hedergaard pludselig de fremmeste fortalere for vedvarende energi og for forebyggelse af klimatruslen. Regeringen solede sig ligefrem i succesen med det store og anerkendte topmøde og Danmarks placering som førende inden for vedvarende energi, og det uagtet at han få måneder forinden havde været talsmand for det stik modsatte.

De offentlige ansatte syntes Anders Fogh i mange år var en gruppe dovne snyltere. For mindre end et år siden kaldte han de pædagoger og forældre, der aktionerede for styrkelse af børnepasningsområdet, for uansvarlige socialistiske ballademagere. Da han opdagede, at befolkningen syntes han var for skrap og for hård, skiftede han straks holdning. I stedet inviterede han hurtigt nogle pædagoger, socialrådgivere og andre med til Venstres landsmøde. De skulle pynte på det hele, mans han lancerede sig selv og partiet Venstre, som landets mest venlige parti over for offentligt ansatte.

Ytringsfriheden har statsministeren også brugt mange kræfter på. Under Muhammedkrisen var der ikke grænser for, hvor meget Anders Fogh værnede om journalisternes integritet og ret til at ytre sig. ”Jeg kan så sandelig ikke blande mig i, hvad de frie medier vælger at bringe”, som han skrev i det officielle brev til en række mellemøstlige diplomater, der var blevet stødt over JP’s muhammedtegninger. Et synspunkt han siden har gentaget igen og igen. I mellemtiden opererer statsministeren øjensynligt med dobbelt standard. Ytringsfriheden og den journalistiske integritet gælder nemlig ikke for Danmarks Radio. Her har statsministeren direkte advaret DR mod at være kritiske over for regeringen. Og han har sendt sin kulturminister i byen med en trussel om, at DR bliver privatiseret, hvis de ikke makker ret. Statsministeren har tillige ladet sin kulturminister nævne navne på journalister, regeringen helst så sig fri for, fx Lisbeth Knudsen og Ole Sippel. Her gælder ytringsfriheden altså ikke. De, der siger regeringen i mod eller stiller kritiske spørgsmål, bliver slet og ret fyret.

Det er sandsynligvis i Foghs betydelige kontrol af pressen, vi skal finde forklaringen på, at så få journalister beskæftiger sig med dette helt enestående eksempel på utroværdighed, opportunisme og flip-flop, som landets statsminister repræsenterer.