Ved det seneste præsidentvalg i USA gjorde journalisterne et stort nummer ud af at belyse Demokraternes kandidat, John Kerry’s, såkaldte ”track record”. De beskrev, hvordan John Kerry den ene gang efter den anden i sin politiske karriere, havde skiftet fra den ene holdning til den anden, fordi det var mere belejligt og opportunt rent politisk. Resultatet var, at John Kerry blev udråbt som en ”flip-flopper” – altså hvad vi på dansk ville kalde en politisk vejrhane eller vendekåbe. Gjorde danske journalister sig samme ulejlighed i Danmark, ville de hurtigt komme frem til, at landets statsminister, Anders Fogh Rasmussen, er historiens største flip-flopper; en vejr-hane og vendekåbe af historiske dimensioner.
I Anne Sofie Kraghs udmærkede ”Historien om en statsminister” læser vi historien om VU formanden ”Røde Anders”, der i de flippede 70ere introducerede rundkredsmøder i VU og talte for en større og stærkere velfærdsstat. Da Anders Fogh i 1980erne blev næstformand i Venstre under den midtersøgende og moderate Uffe Ellemann, udviklede han sig til superliberalisten, der ville afskaffe velfærdssamfundet og afløse det med en såkaldt minimalstat, hvor alle skulle leve frit og uhæmmet af fællesskabet, som Robinson Crusso på den øde ø, som Fogh selv skrev i den berygtede bog fra Socialstat til Minimalstat. Straks statsministerposten var i sigte, ændrede Anders Fogh igen kurs. Nu skulle der værnes om velfærden og den før så internationalt engagerede venstrenæstformand indskibende sig i en nationalistisk romance med Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti. Anders Fogh Rasmussen er altså parat til at mene, hvad som helst – så længe han tror på, det kan betale sig. Lad mig nævne følgende eksempler:
Rundkredspædagogikken, som Fogh egenhændigt introducerede på VU’s møder i de glade 70ere med pagehår og fløjlsbukser, var ifølge statsminister Foghs åbningstale for få år siden direkte ødelæggende for undervisningen i folkeskolen. Da han i 2005 selv besøgte en folkeskole for at symbolisere bløde værdier, jordnærhed og mindre arrogance forgik det – ja, i rundkreds.
De voldsomme klimaforandringer, syntes Anders Fogh i lang tid var det rene vrøvl. Og vedvarende energi var kun for flipperne fra Tvind, hvis det stod til Fogh og Venstre. Derfor var det første den Foghske regering gjorde, da den trådte til i 2001 at stoppe stort set alle de klima og vedvarende energi initiativer, som var igangsat under den tidligere socialdemokratiske regering. Og ikke nok med det: Anders Fogh ansatte også en korsfarer ved navn Bjørn Lomborg, der på statens regning – i øvrigt også den dag i dag – turnerer land og rige rundt for at fortælle, hvor ubetydelig og ligegyldig klimatruslen er. Hvis det virkeligt bliver et problem, bør vi bare bygge nogle højere diger, som Lomborg siger. Men det forhindrede ikke Anders Fogh i at skifte holdning lige så snart muligheden for at få det internationale klimatopmøde til København opstod. Nu var Anders Fogh sammen med miljøminister Connie Hedergaard pludselig de fremmeste fortalere for vedvarende energi og for forebyggelse af klimatruslen. Regeringen solede sig ligefrem i succesen med det store og anerkendte topmøde og Danmarks placering som førende inden for vedvarende energi, og det uagtet at han få måneder forinden havde været talsmand for det stik modsatte.
De offentlige ansatte syntes Anders Fogh i mange år var en gruppe dovne snyltere. For mindre end et år siden kaldte han de pædagoger og forældre, der aktionerede for styrkelse af børnepasningsområdet, for uansvarlige socialistiske ballademagere. Da han opdagede, at befolkningen syntes han var for skrap og for hård, skiftede han straks holdning. I stedet inviterede han hurtigt nogle pædagoger, socialrådgivere og andre med til Venstres landsmøde. De skulle pynte på det hele, mans han lancerede sig selv og partiet Venstre, som landets mest venlige parti over for offentligt ansatte.
Ytringsfriheden har statsministeren også brugt mange kræfter på. Under Muhammedkrisen var der ikke grænser for, hvor meget Anders Fogh værnede om journalisternes integritet og ret til at ytre sig. ”Jeg kan så sandelig ikke blande mig i, hvad de frie medier vælger at bringe”, som han skrev i det officielle brev til en række mellemøstlige diplomater, der var blevet stødt over JP’s muhammedtegninger. Et synspunkt han siden har gentaget igen og igen. I mellemtiden opererer statsministeren øjensynligt med dobbelt standard. Ytringsfriheden og den journalistiske integritet gælder nemlig ikke for Danmarks Radio. Her har statsministeren direkte advaret DR mod at være kritiske over for regeringen. Og han har sendt sin kulturminister i byen med en trussel om, at DR bliver privatiseret, hvis de ikke makker ret. Statsministeren har tillige ladet sin kulturminister nævne navne på journalister, regeringen helst så sig fri for, fx Lisbeth Knudsen og Ole Sippel. Her gælder ytringsfriheden altså ikke. De, der siger regeringen i mod eller stiller kritiske spørgsmål, bliver slet og ret fyret.
Det er sandsynligvis i Foghs betydelige kontrol af pressen, vi skal finde forklaringen på, at så få journalister beskæftiger sig med dette helt enestående eksempel på utroværdighed, opportunisme og flip-flop, som landets statsminister repræsenterer.